
To stærke stemmer fra Norge
At bøger ikke blot underholder, men også giver indsigt, perspektiv på verden og berører os, er to aktuelle udgivelser fra Cappelen Damm eksempler på.
Åsne Seirstads Ufred - Russland fra innsiden er blevet kaldt årets vigtigste bog af det norske medie VG. Bogen giver et dybdegående indblik i et land, som mange mener noget om, men de færreste kender under overfladen. Gaute Børstad Skjervøs Ingenting bliver som før er en gribende fortælling om en ung mands førstehåndsberetning fra Utøya, politiske opvågnen og håbefulde budskab til ungdommen og forældre, der bekymrer sig om dagen i morgen. Anmelderne hos VG betegner bogen som et syleskarpt politisk budskab. Begge bøger er udgivet af vores kollegaer hos Cappelen Damm, Norges største forlag og en del af Egmont.
Ufred - Russland fra innsiden
En russisk soldat krydser en januarnat i 2023 Pasvikelven i Finnmark fra Rusland og ind i Norge. Den russiske soldat er afhopper fra den berygtede Wagner-styrke, der kæmper i Ukraine, og søger asyl i Norge. Den unge mands barske virkelighed sætter scenen i Åsne Seirstads beretning om et ellers lukket Rusland i krig.
Efter krigens udbrud 24. februar 2022 isolerer Rusland sig fra resten af Europa, og vestlige medier kalder deres korrespondenter hjem. Samtidig begiver en af Norges mest anmelderroste forfattere, Åsne Seirstad, sig ud på en rejsei det enorme land. Fra landdistrikterne i Sibirien, hvor Vladimir Putin rekrutterer nye soldater, til storbyerne, hvor folk gør hvad de kan, for at krigen ikke skal påvirke hverdagen. Undervejs møder hun de regimetro, og dem der kæmper imod. Hun flytter ind hos Wagner-soldatens tante, er vidne til et mislykket attentat og lærer de forfulgte og chikanerede regime-kritikere at kende. Med en baggrund som Ruslands-korrespondent kradser russisktalende Seirstads beretninger i landets overflade, når hun får russerne selv til at fortælle deres historie.
Ingenting bliver som før
"Du er den yngste, du lægger dig inderst," hvisker den 20-årige som hjalp ham. Den dengang 16-årige Gaute Børstad Skjervø gemmer sig i en fjeldsprække på Utøya fra den højreekstreme terrorist Anders Behring Breivik. Manden skød og dræbte 69 unge fra den politiske ungdomsorganisation AUF med tilknytning til Arbeiderpartiet, som var på lejrtur på øen. Skjervø overlevede tragedien, hvor han svømmede for livet - væk fra skud og rædsel.
I tiden efter blev Skjervø gjort til ufrivillig ekspert på, hvad der sker, når det ekstreme går fra ord til handling. Han har senere viet sit liv til kampen mod facisme og de kræfter, der næsten tog alting fra ham.
Bogen skal minde os om det traume, en hel ungdomsgeneration i Norge måtte gennemgå. Hvordan de skal leve med traumet og mindet om offerene, der blev myrdet tilbage i 2011. Derudover åbner bogen også op for bredere samfundstematikker, som hvordan fascisme har præget og truet mennesker og demokratier igennem historien.
En del af forfatterindtægten går til Utøya.