
Queermiljøet træder ind på filmlærredet
Med det første danske queer-drama i en spillefilm er den anmelderroste SAUNA fra Nordisk Film et nybrud i dansk filmskabelse. Filmen er med til at sætte fokus på repræsentativitet og diversitet i større danske filmproduktioner.
I filmen SAUNA hiver den identitetsforvirrede Johan og den transkønnede William os med ind i det københavnske queermiljø. Filmen nøjes ikke med at portrætterer queer-personer. Flere af personerne i holdet bag filmen har nemlig fast gang i miljøet. Noget producer på filmen, Mads-August Grarup Hertz fra Nordisk Film Production, håber at publikum kan mærke på den anden side af biograflærredet.
"Med SAUNA har vi skabt en vigtig film, som minoritetsgjorte kan spejle sig i, men som også inviterer et udenforstående publikum ind. Vi tager den polariserede debat om køn og seksualitet op og belyser det almenmenneskelige i det, der for nogen virker fremmedgørende," siger Mads-August Grarup Hertz.


Ifølge ham har Nordisk Film også et ansvar, når det kommer til at skubbe normer og stereotyper i filmskabelse.
"Som det største produktionshus i Norden synes jeg, vi har et stort ansvar for at skabe fortællinger, der repræsenterer alle slags mennesker i vores samfund, så vi kan blive klogere på hinandens perspektiver og forståelse af verden".
Filmens hovedrolle Johan, der spilles af Magnus Juhl Andersen, bliver forelsket i William, der portrætteres af Nina Rask. I filmen længes Johan efter et fællesskab som han tror, at han kan finde i bøssesaunaen Adonis. Da han møder den transkønnede William, oplever han dog for første gang et fællesskab i miljøet, der er både empatisk, omsorgsfuldt og aktivistisk.
SAUNA, som både er instruktør Mathias Broe og manuskriptforfatter William Lipperts spillefilmdebut, har høstet ros fra både publikum og anmelderne og var blandt andet med på den prestigefyldte Sundance Filmfestival 2025.