I Egmont bestræber vi os på at basere vores mærkesager og bevillinger på viden. Vi inddrager forskning, lytter til eksperter – både børn og voksne – og igangsætter også selv undersøgelser, når der mangler viden om udfordringer og løsninger for børn og unge i udsatte positioner.
Nogle børn og unge har så svært ved matematik, at det hæmmer deres livsmuligheder. Sådan lød det i Egmont Rapporten 2023, der satte fokus på matematikvanskeligheder. Med undersøgelser, børnestemmer og best practice-eksempler har vi gennem flere år med Egmont Rapporten gået i dybden med en særlig udfordring for børn og unge i svære livsvilkår – og kommet med bud på løsninger. De seneste år har vi blandt andet undersøgt emner som børnefattigdom, skolestart, ordblindhed, anbragtes læring, småbørns trivsel, fædrebarsel, ekstra støtte i skolen, ung under corona samt børn og unge i sorg.
Udover Egmont Rapporten gennemfører vi også andre undersøgelser, der kan være med til at kaste nyt lys over udfordringer og løsninger for børn og unge i udsatte positioner.
I vores seneste undersøgelse sætter vi fokus på økonomisk trængte børnefamiliers sommerferie. Undersøgelsen peger på, at sommeren for børn i økonomisk trængte familier er en tid uden aktiviteter og et savn efter oplevelser med familie og venner, der ikke er råd til.
Fem principper for vidensarbejdet
- 1
Viden for at lære
Vi lægger vægt på, at de indsatser vi støtter, bliver evalueret. Men vi har ikke faste krav til omfang, målinger og evalueringsdesign. Målet er, at alle får mulighed for at lære af erfaringerne – og dermed skabe så positive forandringer for udsatte børn og unge som muligt.
- 2
Viden for at kvalificere
Vi bestræber os på, at relevant viden ligger til grund for de indsatser, vi støtter, til gavn for udsatte børn og unge.
- 3
Viden skal deles med det faglige felt
Viden, resultater og læring, som Egmont og vores støttemodtagere tilvejebringer, skal så vidt muligt deles med omverdenen. Så vi alle kan blive klogere på udfordringer og løsninger.
- 4
Proportionalitet
Vi lægger op til, at omfanget af evalueringen tilpasses indsatsen, så der er proportionalitet mellem ressourcer brugt på henholdsvis indsats og evaluering.
- 5
Så tæt på børnene og de unge som muligt
Vi lægger vægt på, at børn og unges egne perspektiver i relevant omfang spiller en rolle i design og evaluering af den støttede indsats.