Medieforlig

Nordisk Film og Egmont roser ny medieaftale

Fornuftig og balanceret model til kulturbidrag, som vil styrke dansk film. Pulje til magasiner er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

14.06.2023

Regeringen (Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne) har sammen med Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten netop offentliggjort en bred medieaftale, som er godt nyt for både dansk film og danske medier.

Aftalen rummer bl.a. et kulturbidrag på to procent for alle, hvor virksomheder der investerer mere end fem procent af omsætningen i dansk indhold ikke har yderligere forpligtelser, mens streamingtjenester, der investerer mindre i dansk indhold, fortsat skal betale et samlet kulturbidrag på fem procent. 80 procent af indtægterne skal gå til dansk film og 20 procent til Public Service Puljen.

Det glæder Egmont-ejede Nordisk Film, som bemærker, at dette ligger meget tæt op ad den model, som Nordisk Film selv har foreslået (se bilag), ligesom der er lyttet til ønsket om en modernisering af Public Service Puljen og at øge tv-stationernes engagement. Medieaftalen balancerer dermed hensynet til særligt at skabe danske film samtidig med, at det fortsat er attraktivt for streamingtjenester at investere i dansk indhold.

”Tak til kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Moderaterne, Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten for at være lydhøre, konstruktive og tage ansvar. Vi er meget glade for den brede medieaftale, som kan skabe ro om forholdene i den danske filmbranche. Aftalen rummer et godt og realistisk kompromis, der balancerer det globale mediemarked med udviklingen af dansk kultur. Aftalen betyder, at 80 procent går til dansk filmproduktion. Nu er det vigtigt at sikre, at de ekstra støttemidler kommer danske producenter til gode. Krisen i dansk film er dybt alvorlig og langvarig,” siger Nordisk Films adm. direktør, Allan Mathson Hansen.

Han hæfter sig ved, at medieaftalen betyder, at Det Danske Filminstituts støttebeløb for første gang siden 2011 reelt bliver korrigeret for noget af omkostningsudviklingen, og at der dermed rettes op på 12 års efterslæb til filmbranchen. Det er endnu usikkert, hvor meget aftalen vil give, og det er afgørende, at dansk film løftes med minimum 100 mio. kroner for at kunne producere 20-25 film, der kan samle danskerne.

”Denne medieaftale giver et godt fundament for også at lande en god og bred filmaftale i efteråret. Vi og resten af filmbranchen vil forstå at sætte de ekstra støttemidler på lærredet til gavn for alle danskere,” siger Allan Mathson Hansen.

 

Pulje kommer magasiner i møde

Medieaftalen anerkender også, at "magasiner med publicistisk indhold bidrager til den offentlige debat og demokratiske samtale” og rummer et forslag om at etablere en pulje til magasiner med publicistisk indhold af samfundsmæssig relevans som i dag ikke modtager mediestøtte eller er omfattet af nulmoms. Ligesom der ”skal gøres op med tilsandede tilskudsstrukturer i den danske mediestøtte og historisk betingede fordelingsmekanismer”.

Partierne har afsat en pulje på 30 mio. kroner til formålet. Dermed kommer de en række mediehuse, herunder Egmont-divisionen Story House Egmont, i møde.

”Vi er meget glade for, at Venstre, Socialdemokraterne og Moderaterne sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har lyttet til os i magasinbranchen og nu åbner op for at ligestille publicistiske medier og anerkende deres betydning. Jeg er også glad for, at de lægger op til at gøre op med tilsandede tilskudsstrukturer. Nu er det afgørende, at puljen styrker udgivelser fra de magasinhuse, som i dag ikke modtager mediestøtte eller er omfattet af nulmoms, så vi sikrer en reel ligestilling i branchen. Jeg ser derfor frem til videre dialog om implementeringen af puljen,” siger Frank Vilstrup, direktør for Consumer Magazines i Story House Egmont

Han er også meget glad for, at der lægges op til at etablere et nyt, privat børnelydunivers, som Story House Egmont netop har stærke erfaringer med, men som har vist sig svært at finansiere på markedsvilkår.

”Vi er specialister i at producere godt indhold til børn både i bøger, magasiner og på lyd. Men det er yderst vanskeligt at producere f.eks. podcast til børn på rent kommercielle bæredygtige vilkår, derfor vil vi med stor interesse se nærmere på betingelserne for det kommende private børnelydunivers,” siger Frank Vilstrup.

Egmont er Danmarks største mediekoncern og står bag Nordisk Film, Story House Egmont og Lindhardt og Ringhof samt Cappelen Damm og TV 2 i Norge.

 

Bilag: Nordisk Films udspil til en justering af kulturbidraget

Kulturbidraget var et afgørende tilskud fra streamingtjenester til at støtte dansk film, men en uheldig kombination af Create-konflikten, den økonomiske krise med inflation og højere priser samt indførsel af det højeste kulturbidrag i Europa – samtidig med at vi i Danmark ikke har skatteincitamenter som i resten af Europa, har gjort det uattraktivt at investere i Danmark og haft store, skadelige konsekvenser for branchen.

Nordisk Film mener derfor, at det er nødvendigt at justere kulturbidraget med en rabat for investeringer og lave en model mere i tråd med den 12 andre europæiske lande har indført - og flere er på vej i Irland, Norge og Finland – for at skabe balancerede produktionsforhold på nordisk og globalt plan og fastholde Danmarks som et attraktivt sted at producere. 

Kulturbidraget er helt afgørende for særligt film, indhold til børn og unge og dokumentar, mens serier i højere grad kan finansieres uden støtte undtagen de store, særligt danske serier som fx ”Lykke Per”, der ikke har et internationalt marked, men er en vigtig national historie.

Nordisk Film foreslår derfor at et mindre kulturbidrag primært skal gå til DFIs støttepuljer til film, dokumentar og børn og unge og en mindre andel til Public Service Puljen. 

På den baggrund foreslår Nordisk Film et bidrag på 2 procent for alle, hvorefter der kan fradrages for investeringer op til 5 procent. Tjenester, der ikke investerer, skal betale fuldt bidrag på 5 procent.

Med en anslået omsætning på 4 mia. kr. fra streamingtjenesterne (Kilde: Wilke og Producentforeningen) vil det give et provenu på godt 109 mio. kr. Det forslås, at film, børn og unge samt dokumentar tilgodeses med 85-100 mio. kr. gennem DFI’s støtteordninger, mens overskydende tildeles PS-Puljen målrettet særlige nationale tv-serier.

For at opnå fradrag for investeringer skal investeringen ganges med en faktor 3. Vil et bidrag fx udgøre 20 mio. kr, skal der investeres for 60 mio. kr. for at opnå fuldt fradrag.

  • Nordisk Film foreslår 2 procent kulturbidrag for alle, rabat for investering med en faktor 3 – dvs. man skal investere for 3 gange så meget som bidraget ville være.

  • Streamingtjenester, der ikke ønsker at producere i Danmark, skal fortsat betale et kulturbidrag på 5 procent.

  • Kombinationen anslås at kunne tilføre filmstøtteordninger op mod 100 mio. kr. Samtidigt skabes stort incitament til at investere i dansk indhold og en meromsætning på 600-700 mio. kr.

  • Streamingtjenesternes omsætning er højest usikker. Tjenester kan lukke i Danmark, og borgere kan til- og afmelde sig kontinuerligt for at spare penge. Det er også rimeligt, at det kun er indholdsproduktion, der omfattes, ikke sport og underholdning og ikke transaktionelle platforme, som ikke selv producerer, fx Blockbuster.