Nordisk Film

Nordisk Film og Egmont roser ny aftale om produktionsrabat

Regeringen, SF og de Radikales aftale om en ny produktionsrabat har stor betydning for at kunne få mere film- og serieproduktion i Danmark fremover. Partierne har lyttet til en trængt filmbranche, lyder det fra Egmont-ejede Nordisk Film. 

10.06.2025

Regeringen, SF og de Radikale har i dag offentliggjort en aftale om 125 mio. kr. årligt til en produktionsrabat til film- og serieproduktion. Katrine Vogelsang, der er adm. direktør i Nordisk Film Production, som er Nordisk Films eget film- og serieproduktionsselskab, er glad for aftalen:

"Fantastisk at Danmark nu får en skatterefusionsordning, der vil åbne dørene for ambitiøse, danske filmprojekter og gøre Danmark til et attraktivt filmland for internationale produktioner. Det betyder vækst, arbejdspladser og ikke mindst et muligt løft af kompetencerne i vores filmbranche. I Nordisk Film tror vi også på, at det vil give endnu mere aktivitet på vores store, internationale LED-scene i Valby. TAK til kulturministeren og alle forligspartierne for det gode politiske arbejde!"

Med den nye ordning kan film- og serieproduktioner få refusion for 25 procent af deres udgifter til gengæld for at de kommer med store millionbudgetter, som bliver brugt på danske lokationer og går til dansk talent og arbejdskraft, der betaler skat i Danmark.

Nordisk Film og dets ejer Egmont har siden sommeren 2023 været del af Alliancen for Produktionsrabat, hvor en samlet filmbranche og erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv og SMV Danmark har efterlyst en produktionsrabat, fordi Danmark som det eneste land i Europa ikke havde en.