
Egmont sætter scenen på Folkemødet
Mette Frederiksen, Viktor Axelsen, Åsne Seierstad, Rufus Gifford, Niels Krause-Kjær, Helle Thorning-Schmidt, Paprika Steen, Bo Lidegaard, Birgitte Hjort Sørensen, Nicolaj Kopernikus, Maren Uthaug, Sara Bro, Lone Theils, Alex Høgh Andersen og Bjarne Corydon er blandt deltagerne, når Egmont byder på interviews og debatter på to scener i Allinge fredag den 12. juni.
Danmarks største mediekoncern Egmont er klar til endnu et folkemøde og inviterer til en dag med personlige samtaler og skarpe debatter med en perlerække af politikere, skuespillere, forfattere, journalister, eksperter og kulturpersonligheder fredag den 12. juni.
Egmont er igen at finde på den centrale lokation i Havnegade 9 (plads G28) i hjertet af Allinge, hvor der er to scener – Baghaven og Terrassen – med i alt 22 programpunkter. Udvalgte talks og debatter kan desuden følges live på Egmonts kanaler gennem hele dagen.
Verden er fortsat i konstant forandring, og vi står over for vigtige spørgsmål om samfund, kultur og medier. Egmont tager pulsen på dansk film og litteratur, diskuterer nyhedsmediernes rolle og undersøger, hvad fortællingerne har af betydning for os. Vi dykker ned i, hvordan børn og unge i svære livsvilkår navigerer i samfundet, og hvordan vi sikrer en stærk uddannelse for fremtiden. Undervejs kommer vi omkring de store linjer og de nære ting – fra Grønlands rolle i stormagtsspillet til fremtiden for public service i Norden.
Undervejs bliver der også mulighed for at møde bl.a. Mette Frederiksen, der nu tager hul på sin tredje periode som statsminister.
”Igen i år har vi samlet en række store personligheder fra kultur, medier og samfund, der alle har noget vigtigt på hjerte. Verden forandrer sig hurtigt, og det er netop det, Folkemødet er skabt til at diskutere. Egmont er til stede overalt i danskernes hverdag – fra film og bøger til nyheder og magasiner – og på Folkemødet kan vi samle alle de tråde og give folkemødedeltagerne en dag fyldt med indsigt, debat og ikke mindst stærke fortællinger. For at gøre Folkemødet mere tilgængeligt streamer vi udvalgte samtaler og debatter, så det er muligt at følge med hjemmefra, hvis man ikke har mulighed for at tage turen til Allinge,” siger Egmonts kommunikationsdirektør Amanda Justesen.
Egmonts folkemødeprogram er blevet til i tæt samarbejde med en række af Egmonts forretninger og brands, som Nordisk Film, Lindhardt og Ringhof, ALT for damerne, Euroman, norsk TV 2, Zentropa, RUM, Eurowoman, Story House Egmont og Egmonts Fondssekretariat, som står for Egmonts fondsstøtte, der er rettet mod børn og unge i svære livsvilkår. Egmont er en erhvervsdrivende fond, hvor overskuddet går til at udvikle medieforretningerne og til at hjælpe børn og unge.
EGMONTS PROGRAM – FOLKEMØDET 2026
Fredag den 12. juni | Havnegade 9, G28, Allinge
09:00 | Baghaven
Morgensang — Tinus, Mogens Jensen, Skodjazz
09:30 | Terrassen
Nyhedsjournalistikken under lup — Karianne Solbrække, Line Jakobsen, Kirsten Marie Svendsen, Anne Mette Svane, Mads Frimann
09:45 | Baghaven
Sara & SygtStærk-holdet — Sara Bro, Caspar Eric, Christina Krzyrosiak Hansen, Signe Kragh
10:30 | Baghaven
Mette Frederiksen: Kvinden i magtens centrum — Mette Frederiksen, Heidi Frederikke Sigdal
10:30 | Terrassen
Dansk film: Hvordan sikrer vi de stærke fortællinger? — Katrine Vogelsang, Per Fly, Mathias Broe, Louise Vesth, Tine Fischer, Birgitte Hjort Sørensen, Jesper Eising
11:05 | Baghaven
Mandevenskaber: Alfaer eller allierede? — Alex Høgh Andersen, Nicolaj Kopernikus, Heidi Frederikke Sigdal
11:20 | Terrassen
I blodet – med brødrene Gylling Æbelø — Sune Gylling Æbelø, Andreas Gylling Æbelø, Christoffer Stig Christensen
11:40 | Baghaven
Tantholdt og Euroman vender verdenssituationen — Rasmus Tantholdt, Kristoffer Dahy Ernst
12:00 | Terrassen
Demokratisering af kunsten? — Uffe Buchard, Anne Lose, Nanna Hjortenberg, Nicolai Anker
12:15 | Baghaven
Rusland i fortid og nutid — Leif Davidsen, Åsne Seierstad, Lone Theils
13:00 | Baghaven
Kvinderoller vi spejler os i — Paprika Steen, Maren Uthaug, Heidi Frederikke Sigdal
13:00 | Terrassen
De svære ungdomsår — Laura Christensen, Mathias Broe, Petra Nagel
13:45 | Baghaven
TV-bosserne: Fremtiden for public service i Norden — Ulla Pors Nielsen, Olav Sandnes, Bjarne Corydon, Mads Frimann
14:10 | Terrassen
Medier på print: fortidslevn eller fremtid? — Tine Brødegaard Hansen, Kristoffer Dahy Ernst, Nikolaj Sommer, Tom Jensen, Jesper Eising
14:30 | Baghaven
Hvad så nu, Viktor? — Viktor Axelsen, Christoffer Stig Christensen
15:05 | Baghaven
The power of age: Fremtiden efter fyrre — Lærke Bagger, Petra Kleis, Anne Lose
15:05 | Terrassen
Hvorfor skal vi læse? — Maja Bødtcher-Hansen, Brian Mikkelsen, Maren Uthaug, Søren Anker Madsen
15:40 | Baghaven
USA ifølge Gifford — Rufus Gifford, Kristoffer Dahy Ernst
16:00 | Terrassen
Lyt til elevernes stemmer! — Freja Sinclair, Ane Qvortrup, Magnus Herrmann, Aske Christiansen, Mette Hovmand-Stilling
16:20 | Baghaven
Grønland, rigsfællesskabet og stormagtsspil — Bo Lidegaard, Aaja Chemnitz, Lone Theils
16:50 | Terrassen
Demokratiet kalder! Hvordan får vi alle unge med? — Helle Thorning-Schmidt, Heidi Sørensen, Fransiska Mannerup, Magnus Hermann
17:00 | Baghaven
Toppen af kulturen — Niels Krause-Kjær, Paprika Steen, Søren Anker Madsen
Programmet kan ændre sig. Følg med på egmont.dk/folkemodet