Finance Graduate

    

Er du fremtidens finansielle talent? Kickstart din karriere hos Nordisk Film!

Er du vores nye Finance Graduate? 
Nordisk Film søger to ambitiøse, nyligt uddannede kandidater til et dynamisk toårigt graduateprogram inden for finans. Dette er din chance for at blive en del af vores unikke nordiske portefølje af virksomheder inden for filmproduktion, filmdistribution, biografer, spiludvikling og meget mere. Her forenes strategisk finansiel tænkning med en passion for storytelling og underholdning.

Byg dine fremtidige karrieremuligheder hos Nordisk Film Finance
Under mantraet We bring stories to life står Nordisk Film som en førende innovator i underholdningsindustrien i Norden. Vi producerer og distribuerer prisvindende lokale film og serier med international rækkevidde. Vores biografer leverer uforglemmelige oplevelser årligt til millioner af gæster, og vi udvikler internationalt anerkendte spiltitler gennem vores game studios i London og Stockholm samt distribuerer Sony PlayStation i Norden og Baltikum.
Som del af Egmont-koncernen geninvesterer vi overskuddet fra vores aktiviteter internt og donerer omkring 100 mio. DKK årligt til udsatte børn og unge. Det betyder, at din indsats hos os bidrager til en større sag.

Velkommen til vores finansteam
I rollen som graduate bliver du integreret direkte i de lokale finansteams på tværs af koncernens mange facetter. Nordisk Film Finance er en samlet organisation med knap 100 medarbejdere placeret i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Hvert forretningsområde har sin egen finansfunktion, supporteret af Nordisk Films fælles Finance- og Application services, Business Intelligence m.v.
Med hovedkontor centralt beliggende i Valby vil du arbejde tæt sammen med kolleger på tværs af forretningsområder om forskellige projekter. Vores finansteams vægter faglig udvikling højt og mødes jævnligt i netværk og til sociale tiltag.

Din rejse starter her – et graduateprogram med stejl læringskurve
Graduateprogrammet består af tre rotationer over 24 måneder, hvor intens læring kombineres med bidrag på både strategiske niveauer og i dag-til-dag operationelle opgaver. Du vil opbygge en solid forståelse for alle områder inden for Nordisk Film Finance på tværs af financial controlling og business controlling og arbejde tæt sammen med forretningens væsentligste stakeholders.
Et vigtigt element i din læring er, at du – udover at være en del af den daglige drift – vil deltage i forretningens projekter, fx omkring datadrevne beslutningsgrundlag, procesoptimeringer, forbedret rapportering, systemimplementering m.v.
Graduateprogrammet har til formål at give dig en stejl læringskurve samtidig med, at du bidrager aktivt i din rolle. Vi investerer i din udvikling og sikrer, at du gennem forløbet har et fast ledelsesmæssigt ankerpunkt og tilknyttes en mentor. Ved afslutningen af graduateprogrammet vil der være mulighed for et permanent jobtilbud, da stillingen er et naturligt springbræt til en videre karriere i Nordisk Film.

For at få succes som graduate hos os
Vi forventer, at du ser dette som en enestående mulighed for at arbejde med hele finanspaletten i en unik virksomhed, der spænder over forskellige underholdningsbrancher. Du er nysgerrig på vores forretning, har et åbent og udadvendt sind og er motiveret for at lære gennem dine relationer og opgaver. Du har let ved at etablere kontakt til andre og trives i et miljø, hvor samarbejde er nøglen.

Du skal have:
• Afsluttet din kandidatgrad (eller lignende) inden for et relevant finansområde
• Flydende engelskkundskaber, både mundtligt og skriftligt
• Beherske dansk eller et andet nordisk sprog

Vi ønsker at se:
• En passioneret motivation for den samlede palette inden for finans
• En stærk interesse for underholdningsindustrien
• Fremragende kommunikative evner
• Analytiske evner og en proaktiv tilgang til problemløsning

Ansøgningsproces
Send os gerne din motiverede ansøgning, CV og karakterudskrifter hurtigst muligt. Vi afholder løbende samtaler, indtil vi har fundet en eller to kvalificerede kandidater, der kan starte den 17. august 2026.

De bedst kvalificerede kandidater vil blive inviteret til en individuel samtale. Baseret på den første samtale vil udvalgte kandidater blive inviteret til en anden samtale, som vil være baseret på en evnetest og en personlighedsprofil.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Sanne Borgstrøm Brinch, CFO, Nordisk Film Production, på sanne.borgstrombrinch@nordiskfilm.com

Vi glæder os til at høre fra dig!

Arbejdsadresse: Valby

Ansøgningsfristen er 15/03/2026. Du bedes venligst benytte "Apply Now" knappen her på siden for at komme i betragtning til jobbet. Vi modtager ikke ansøgninger på e-mail.