
Økonomisk hjælp og social omtanke skal gå hånd i hånd
Odense Kommune vil sikre alle børn lige adgang til folkeskolens fællesskaber. Dels via puljepenge til skolerne, dels gennem en "træde-til-kultur". Skolen har et stort ansvar for at handle, selvom den ikke kan løse de grundlæggende fattigdomsproblemer alene, forklarer rådmand for børn og unge, Brian Dybro (SF).
Hvilken rolle har I som kommune – og særligt på skoleområdet – i at afbøde konsekvenserne af børnefattigdom?
– At vokse op i fattigdom har konsekvenser langt ind i voksenlivet – både i forhold til uddannelse og job. Skolelivet er en enormt betydningsfuld del af børns og unges liv, og som folkeskole har vi et stort ansvar for, at alle børn bliver en del af både det faglige og det sociale fællesskab. Det er ikke mindst her, at vi som kommune kan og skal forsøge at gøre en forskel.
Hvorfor har I valgt at give alle kommunens skoler en pulje penge til at styrke den lige adgang til skolens fællesskaber?
– Selvom selve undervisningen er gratis, ved vi, at der let opstår udgifter, som familier med færre ressourcer slår sig på. Det kan fx være manglende basisudstyr som en cykel til ture, betaling til fælles arrangementer for klassen eller til ungdomsskolens sommercamp. Det kan i praksis ende med at udelukke nogle børn fra at deltage. Vores tilgang har været at lægge pengene direkte ud til skolerne uden tunge, centrale afrapporteringskrav. Det er dem, der er tæt på familierne i hverdagen, som bedst ved, hvem der har brug for en økonomisk håndsrækning.
I opfordrer også både jeres ansatte og forældrene til at udvise et større fælles ansvar for at få alle med. Hvorfor er det nødvendigt?
– Vi ved, at der ikke er nogen, der ønsker almisser. Folk vil dybest set gerne klare sig selv. Det, vi kalder ”træde-til-kulturen”, handler om at være opmærksom på alle i fællesskabet og styrke den sociale omtanke, som kan gøre en kæmpe forskel i hverdagen – og at gøre det på måder, der ikke udstiller nogen. Det kan fx være at undlade at foreslå forældrearrangerede aktiviteter med høj egenbetaling. Mit klare indtryk er, at medarbejderne og lederne ude på skolerne er rigtig dygtige til at tackle dette med stor diskretion.

Hvorfor beder I den enkelte skole finde sine egne løsninger på udfordringen? Kunne I ikke politisk sætte tydeligere rammer?
– Vi skal altid være forsigtige med at fastlægge regler og retningslinjer oppefra. Der er nødt til at være et lokalt handlerum – også fordi skolerne oplever disse udfordringer meget forskelligt. Der er også grænser for, hvor meget vi som byråd kan regulere, hvad forældre arrangerer privat og i fritiden. Derfor er det langt klogere at gå dialogvejen. Det handler også om at skabe et lokalt ejerskab, så opmærksomheden på de økonomiske barrierer ikke forsvinder, når puljemidlerne gør. Vi skal opbygge en tilgang, hvor man helt naturligt husker på, at der faktisk sidder forældre i klassen, som ikke har råd til at sende deres børn med til dyre arrangementer.
Risikerer I at lægge ansvaret for at afbøde børnefattigdommens konsekvenser ud på den enkelte skole, lærer eller forældregruppe – frem for at løse det med landspolitiske reformer?
– Vi ved godt, at vores initiativer ikke afskaffer den sociale ulighed i barndommen; det kræver i høj grad en samlet national indsats på mange områder. Men vi kan som kommune ikke sidde og vente med hænderne i skødet. Vi kan ikke lade børn stå uden for fællesskabet i hverdagen med henvisning til, at det er en landspolitisk opgave. De er jo fuldstændig uden skyld i deres situation.
Hvad er din ambition for folkeskolen i Odense, når det gælder lige adgang for alle til skolens fællesskaber?
– Vi skal have et skolevæsen, hvor alle elever – uanset deres baggrund og forældrenes økonomiske forudsætninger – kan deltage fuldt ud i de sociale og faglige fællesskaber uden bekymringer. Der må simpelthen ikke være børn, der vokser op og føler sig flove over ikke at kunne deltage i en fødselsdag eller en tur.
Hvad har I lært af de foreløbige erfaringer, som andre kommuner kunne lære noget af?
– Først og fremmest vigtigheden af at give skolerne et lokalt handlerum og at kombinere økonomiske virkemidler med en indsats for en blivende kulturændring. Og så skal man ikke betragte indsatsen som noget, man gør én gang. At få alle med i skolens fællesskaber er noget, der kræver vedholdende opmærksomhed.
FAKTABOKS: Odense Kommunes indsats mod økonomiske barrierer i folkeskolen
Det forrige byråd vedtog i 2025 en samlet pakke af initiativer, der i perioden 2025-28 skal imødegå konsekvenserne af børnefattigdom i kommunen. Pakken bygger på udvalgte anbefalinger fra et ekspert- og borgerpanel.
To af initiativerne retter sig direkte mod at mindske den sociale uligheds konsekvenser i skolehverdagen.
1. Den økonomiske skolepulje: "Gratis skole til økonomisk udsatte børn"
Formålet med puljen er at styrke folkeskolernes muligheder for at minimere økonomiske barrierer og sikre, at alle børn kan deltage i skolens fællesskaber på lige vilkår. Puljen er på cirka 7,7 millioner kr. over fire år. Midlerne fordeles mellem byens folkeskoler ud fra en socioøkonomisk fordelingsnøgle; det svarer til et årligt beløb på mellem 16.650 kr. og 138.000 kr. pr. skole.
Det er skolens ledelse, der administrer puljen. På mange skoler er det i samarbejde med skolebestyrelsen besluttet, hvordan midlerne anvendes lokalt. Eksempler på brug i praksis er:
Cykelbanker: Flere skoler har indkøbt cykler og hjelme til fælles brug, så elever uden egen cykel kan lære at cykle og deltage på lige fod i cykelture.
Skoleudstyr: Indkøb af lommeregnersæt, idrætstøj, turtasker, penalhuse og linealer, så manglende basisting ikke udelukker nogen.
Støtte: Direkte dækning af enkelte elevers udgifter til fx udflugter, klassearrangementer eller deltagelse i ungdomsskolens sommercamp.
Gratis skolearrangementer: Arrangementer, som tidligere har krævet betaling, er blevet afholdt gratis for alle for at styrke den betalingsfrie folkeskole.
2. Kampagnen for en "træde-til-kultur"
Formålet er at fremme en kultur, hvor alle i de nære fællesskaber omkring børnene – forældre, medarbejdere, ledere og bestyrelser – tager et fælles ansvar for at hjælpe hinanden og reducerer de skjulte, uformelle udgifter, der kan øge konsekvenserne af den sociale ulighed.
Der er afsat 300.000 kr. til at udvikle materialer og gennemføre kampagneaktiviteter i bybilledet og på sociale medier. Børn- og ungeudvalget har udsendt et "hyrdebrev" til ledelse og forældrebestyrelser i skoler og dagtilbud. Heri opfordrer de til lokal dialog og til at finde mindst tre konkrete lokale tiltag, der kan gøre en forskel.
Blandt ideerne til en træde-til-kultur i hverdagen kan nævnes:
At etablere lokale byttecentraler på skolen eller i institutionen, hvor forældre kan aflevere og hente brugt tøj, gummistøvler, spil eller fritidsudstyr i god stand.
At skrive alle børn på kortet til gaven og invitere bredt, så ingen holdes udenfor på grund af økonomi til gaver.
At organisere kørsel og fylde bilen op, når man kører sit barn til fritidsaktiviteter, fødselsdage eller klassearrangementer.
At undlade at foreslå forældrearrangerede aktiviteter med høj egenbetaling samt informere om eventuelle udgifter i god tid.
At invitere et ekstra barn med, hvis man har en ledig plads i bilen til oplevelser.