Lærere forsøger at finde kreative løsninger
Det er i praksis i høj grad op til den enkelte skole og lærer at sikre løsninger, så egenbetaling i skolen ikke udelukker nogen fra fællesskabet. Men det er svært at undgå, at mere velstillede forældre lægger et højt niveau, fortæller lærere i en interviewundersøgelse.
Lærere i folkeskolen oplever en betydelig uklarhed om forældres egenbetaling af udgifter i og omkring deres barns skolegang. Når det fx gælder klasseaktiviteter og klasseture beretter lærerne, at udgiftsniveauet i høj grad fastlægges lokalt – på den enkelte skole, i det enkelte klasseteam eller af den enkelte lærer. Lærerne vurderer således, at der i praksis ikke er klare rammer om, hvor stort et beløb den enkelte familie forventes at bidrage med. Det viser en interviewundersøgelse, Maple har gennemført blandt 12 klasselærere på skoler med forskellig social sammensætning.
Flere lærere peger på, at niveauet for klassens aktiviteter og udgifter ofte bliver sat af ressourcestærke og engagerede forældre, som har tid og overskud til at tage initiativ. Selvom intentionen er god, kan det føre til et økonomisk niveau, hvor ikke alle familier har mulighed for at følge med.
Og når nogle elever fx ikke har lommepenge med på lejrskoler og klasseture til fx biografen eller stranden, kan det ifølge lærerne lede til sårbare situationer, hvor disse elever hurtigt skiller sig ud fra resten af klassen.
”Når vi skal til Berlin, er der indlagt tid til, at eleverne kan gå rundt på strøget og bruge nogle penge; der sørgede vi sidst for, at én af eleverne fik nogle lommepenge, så han ikke stak ud på den måde. Jeg tror faktisk, at det var lærerteamet, der gik ind og betalte,” fortæller en lærer.
Forskelligt fokus på forældreudgifter
På skoler i mere velstillede områder oplever lærerne ifølge undersøgelsen typisk, at der ikke er så meget fokus på niveauet af forældreudgifter blandt hverken ledelse, bestyrelse, lærere eller forældre. Forældrene har ofte ressourcer at byde ind med – både i form af tid og økonomi – fx i forbindelse med fælles ture eller sociale arrangementer.
Omvendt oplever lærere på skoler i socialt udsatte områder typisk, at alle parter på skolen er opmærksomme på rammerne for egenbetaling. Her er det ifølge lærerne oftere skolen end forældregruppen, der tager initiativ til sociale aktiviteter, og hensynet til en trængt økonomi er som regel tænkt ind i både faglige og sociale aktiviteter. Det kan fx være, at elever kan låne lommeregnere eller en cykel til fælles cykelture. Man vælger ofte sociale aktiviteter, der ikke koster penge, eller hvor klassen kan samle penge ind i fællesskab.
”Hvis man satte et leje, der hed 200 kr., så ville du allerede have skåret halvdelen fra. Så de fleste af vores arrangementer er sådan noget med, at man tager ud i en park og har mad med selv og spiller rundbold – i stedet for at tage ud og bowle,” fortæller en lærer på en skole, hvor der er stor forskel på forældrenes økonomiske ressourcer.
Uden for skolens domæne
Lærerne understreger, at de gør meget for at sikre, at alle elever kan være en del af klassefællesskabet – uanset familiens økonomi. De går fx til ledelsen for at finde støttemuligheder, søger fonde, skaffer låneudstyr, arrangerer fælles indsamlinger til sociale aktiviteter eller lader elever deltage uden betaling, når det er muligt. Nogle lærere nævner også, at de i enkelte tilfælde selv betaler mindre udgifter af egen lomme.
Men de er også opmærksomme på, at det kan være svært at gøre noget ved udgifter til aktiviteter, som ikke foregår i skolens regi, fx aktiviteter som forældre eller eleverne selv arrangerer.
Samtidig ytrer lærerne tvivl om, hvor meget de skal blande sig i drøftelser om klassekassen og andre forældrestyrede udgifter. Flere lærere fortæller, at forældrene ikke ønsker deres indblanding, og det kan gøre det svært for lærerne at holde udgiftsniveauet nede, selv om de ved, at det kan blive en barriere for nogle elevers deltagelse.
En lærer på en skole i et velstillet område peger også på, at de økonomisk pressede forældre ofte ikke får indflydelse på udgiftsniveauet:
”De forældre, der har et problem med at indbetale til klassekassen, de kommer heller ikke altid til et forældremøde, hvor det er på dagsordenen. Så de er jo ikke med til at bestemme niveauet. Så det kan hurtigt blive de lidt mere ressourcestærke, der siger, at det er de okay med.”