Teenagepiger der griner til hinanden.

Fremtidens demokrater

Demokrati skal læres og holdes ved lige – og her er folkeskolen en vigtig øvebane. Eleverne bør have bedre mulighed for at sætte deres præg på hverdagens undervisning, og dét er ikke kun den enkelte læres ansvar. Derfor bør skolens beslutningstagere lytte til de anbefalinger om bedre elevinddragelse, der kommer fra Danske Skoleelever. Læs hele kommentaren fra direktør i Egmonts Fondssekretariat, Heidi Sørensen, i Egmont Indsigt.

Ser man rundt i verden, bliver det stadigt tydeligere, at vi ikke kan tage et velfungerende demokrati for givet. Det skal holdes ved lige. Blandt andet ved, at vi som borgere får erfaring med at engagere os og derigennem opbygger tiltro til, at det er muligt at opnå indflydelse.

Folkeskolen er måske den vigtigste af mange øvebaner for denne demokratiske dannelse og selvtillid. For når eleverne får mulighed for at sætte deres præg på hverdagens undervisning, lærer de nogle af demokratiets grundtrin. At sige deres mening. At lytte til andre. Og at mulighed for indflydelse ikke er det samme som ret til at bestemme alt.

I folkeskoleloven hedder det i formålsparagraffen, at skolen skal forberede eleverne til et liv i et demokratisk samfund. Der står også, at arbejdsformer, metoder og stofvalgt i videst muligt omfang skal fastlægges i samarbejde med eleverne. 

En vigtig vej til demokratisk selvtillid

Dette ambitiøse mål er dog langt fra elevernes egen oplevelse. Kun hver sjette elev (17 pct.) tilkendegiver, at de i høj grad bliver inddraget i tilrettelæggelsen af undervisningen. Og hele 37 pct. oplever at de kun i lav eller meget lav grad bliver inddraget. 

Mange elever vil gerne inddrages mere, og det bakker flertallet af deres lærere op om. Hverken elever eller lærere ønsker at ændre ved, at lærerne styrer og har ansvaret for undervisningen. 

Det viser den undersøgelse, vi præsenterer i denne udgave af Egmont Indsigt, der er lavet sammen med Danske Skoleelever. 

Af undersøgelsen fremgår det, at 50 pct. af de elever, der føler sig godt inddraget i tilrettelæggelsen af undervisningen, har høj demokratisk selvtillid i skolen. Blandt elever med en lav grad af inddragelse gælder det kun 10 pct. 

Dreng griner foran tavle, og et andet barn tegner på tavlen.

Elevinddragelse kan gavne mange flere elever

Undersøgelsen viser samtidig en stærk sammenhæng mellem, hvor meget eleverne føles sig inddraget og en række andre positive kendetegn ved et godt skoleliv: indre motivation, faglig selvtillid og trivsel i skolens hverdag. De sammenhænge gælder vel at mærke for alle skoler – også dem, hvor eleverne som gennemsnit har en svag socioøkonomisk baggrund. 

En førende skoleforsker peger her i Egmont Indsigt på, at hvis inddragelsen er rigtigt doseret og designet, kan den være med til at få flere med i undervisningen og styrke flere elevers demokratiske dannelse, motivation og faglige udbytte.

Syv anbefalinger fra Danske Skoleelever

Med denne nye viden opfordrer Danske Skoleelever til at styrke elevinddragelsen i folkeskolen. De kommer i dette nummer af Egmont Indsigt med syv anbefalinger til alle, der har ansvar for folkeskolens udvikling – lige fra nationale og kommunale beslutningstagere til den enkelte skoles ledelse. Ingen lærere skal stå alene med opgaven.

Elevernes organisation ønsker blandt andet, at princippet om elevinddragelse bliver skrevet tydeligt ind i de nye fagplaner for alle fag i folkeskolen. 

Som fond vil vi gerne bidrage

I Egmont støtter vi børn og unge, der lever i svære livsvilkår. Vi har en lang tradition for at støtte indsatser, der styrker børn og unges deltagelse og handlekraft og hjælper unge i udsathed til at komme godt igennem grundskolen. 

Vi ved, at når voksne lytter til børn og unge, styrker det deres selvtillid, autonomi og handlekraft. Derfor håber vi, at der vil blive lyttet til skoleelevernes anbefalinger. 

Med dette nummer af Egmont Indsigt ønsker vi at bidrage til samtalen om, hvordan elevinddragelsen kan styrkes i folkeskolen. For ligesom Danske Skoleelever er vi optaget af at forberede den unge generation bedst muligt på deres rolle i et levende demokrati. Er det ikke også en oplagt målsætning for de nyvalgte demokratiske forsamlinger i både kommuner og på Christiansborg?

God læselyst!

Heidi Sørensen, direktør for Egmonts Fondssekretariat