
Elevernes fem gode råd
Vær opmærksom på, at familier har forskellige økonomiske muligheder, og sørg for, at alle kan være med, når klassen er sammen. Sådan lyder to af fem råd fra elever i økonomisk trængte familier til, hvordan alle kan deltage i klassefællesskabet uafhængigt af økonomisk formåen. Læs alle fem råd her.
Vær bevidste om, at vi ikke alle har den samme økonomi
Skab dialog om og forståelse for, at familiers økonomiske situation kan være forskellig – og at det kan være sårbart at tale om. Vær særligt opmærksomme på forventninger og kommunikation om fx klassekassen og andre fælles udgifter.
Mød os med fortrolighed – ikke medlidenhed
Hvis vi fortæller om økonomiske udfordringer, skal det mødes med fortrolighed, respekt og hjælp til at finde løsninger. Vi har brug for voksne, som ser vores situation uden at se på os med medlidenhed og gøre os anderledes end resten af klassen.
Sørg for, at alle kan være med, når klassen er sammen
Hold skole- og klasseaktiviteter på et niveau, hvor alle familier kan være med, og find fælles løsninger, så ingen bliver holdt uden for fællesskabet - eller udstillet på grund af familiens økonomi. Og husk, at udgifter opstår både i og uden for skolen.
Giv besked direkte til vores forældre og i god tid, når noget koster penge
Sørg for, at information om skole- og klasserelaterede udgifter går direkte til forældrene, så vi ikke skal være mellemled eller bede om penge derhjemme. For vores forældre er det rart at få besked om udgifter i god tid, så de kan nå at spare op eller finde andre løsninger.
Støt os i at få et fritidsjob
Støt os i at få et fritidsjob, hvor vi kan tjene vores egne penge. At vi får vores egne ‘penge på lommen’, aflaster vores forældre økonomisk, og giver os frihed til selv at bestemme, hvad vi bruger penge på, og mulighed for at være med i det fællesskab, der ofte foregår mellem os elever.
Rådene er i første omgang formuleret af Maple på baggrund af de 18 elevers udsagn i fokusgruppeinterviewene. De er derefter blev drøftet med og kvalificeret af 10 af de 18 elever i et opfølgende interview. Her bidrog eleverne med nuanceringer, input og prioritering af rådene og bekræftede efterfølgende at kunne stå inde for dem.