Billede af balloner

Det koster penge at være med i skolens fællesskaber

Elever fra familier med en trængt økonomi føler sig presset af en række udgifter omkring skolen, der er nødvendige for at være en del af fællesskabet. Det gælder især, når der er store økonomiske forskelle i en klasse. Elever fra små kår prøver at finde udveje – også for ikke at presse deres forældre, viser en interviewundersøgelse blandt elever i udskolingen og deres forældre.

”Der var flere i min klasse, der havde mange penge, og jeg var én af de eneste, der havde det svært, og det vidste min lærer godt. På et tidspunkt skulle vi en tur til en indendørs trampolinpark, og der blev min mor nødt til at skrive til lærerne, at jeg ikke kunne komme med, fordi det var for dyrt, og så endte en lærer med at betale for mig.”

Udsagnet kommer fra en pige i 9. klasse, hvis familie lever under fattigdomsgrænsen. Det illustrerer flere af pointerne i en ny undersøgelse om forældreudgifter i den danske folkeskole, der er gennemført for Egmont af analysebureauet Maple. Se afsnit "Sådan er undersøgelsen gennemført".

For det første, at elever oplever, at det ofte koster penge at gå i skole – i den forstand, at der er egenbetaling til en række både små og store udgifter, som er vigtige for at være med i klassens liv og fællesskab.

For det andet, at der i samme skoleklasse kan være stor forskel på, hvad forældrene og dermed eleverne har råd til. Det risikerer at holde elever fra familier i økonomisk fattigdom ude af klassens fællesskaber.

Og for det tredje, at det ofte er op til den enkelte lærer at vurdere, hvordan spørgsmål om forældreudgifter skal håndteres i praksis.

Børn på cykel i efteråret

”Frivillige udgifter” 

Eleverne i undersøgelsen beretter om en bred vifte af udgifter, der er direkte knyttet til deres skolegang, og som er nødvendige for, at de kan deltage fagligt og socialt. Det gælder blandt andet udgifter til udstyr i undervisningen (fx lommeregner og idrætstøj), penge til lejrskoler og dagsture samt betaling for forskellige arrangementer med klassen.

Ifølge undersøgelsen er der desuden mange af løbende småudgifter i hverdagen, som får elever fra familier i økonomisk fattigdom til at føle sig uden for fællesskabet. Det gælder fx udgifter til: 

  • Mad i frikvarteret eller efter skole

  • Småkøb og lommepenge i forbindelse med klassens fælles aktiviteter 

  • Gaver til klassefødselsdage

  • Sociale aktiviteter med klassekammerater uden for skoletid, fx pizzaaftener og fester.

Det er typisk udgifter, som skolen ikke direkte har noget med at gøre – eller nødvendigvis har kendskab til. Men derfor påvirker de alligevel elever, der ikke kan matche kammeraternes økonomiske muligheder.

”Man er jo ikke presset til at betale flere af de frivillige ting, men hvis man så ikke betaler, så er man heller ikke med i fællesskabet, og det kan også gøre ondt,” siger en dreng i 8. klasse. 

Dreng får hånd lagt på skulderen

Uligheden mærkes i hverdagen

Følelsen af at stå uden for på grund af udgifter i skolen opleves ifølge undersøgelsen stærkest af de elever, der går i klasser, hvor der er betydelige økonomiske forskelle mellem eleverne. 

En pige i 9. klasse forklarer det sådan: ”Hvis du ikke har penge til at gå i den lille pause kl. 9, og du heller ikke har penge til at spise noget i frokostpausen, så går du en hel dag uden at spise noget. Så kan du godt føle dig uden for fællesskabet, når alle andre sidder og spiser i klassen, og du er den eneste, der ikke gør.”

På skoler i mere socialt udsatte områder oplever elever og forældre typisk en større bevidsthed om og hensyn til familiers økonomiske begrænsninger – både fra skolens ansatte og i forældregruppen, hedder det i undersøgelsen.

Nødvendigt at sno sig 

Eleverne beskriver en række forskellige strategier til at håndtere udgiftspresset: 

For det første at bede forældrene om penge, selv om eleverne er meget bevidste om, hvor meget de kan bede om – og hvornår på måneden. Ofte er det forbundet med dårlig samvittighed; de ønsker ikke at lægge yderligere pres på forældrene, der udover økonomien måske også kæmper med andre udfordringer. 

”Jeg prøver at undgå at spørge min mor om penge, for jeg ved, at hun ikke har så meget – så jeg venter, til alt det nødvendige er betalt, og så kan jeg måske spørge om småting,” fortæller en dreng i 8. klasse. 

For det andet forsøger eleverne at undvige situationer, hvor de ved, at de ikke har råd til at være med – frem for at sige, at de ikke har råd. Nogle vælger i stedet en tilskuerrolle, hvor de fx går med i kiosken eller på café uden at bruge penge.

For det tredje tjener eleverne deres egne penge – 12 ud af 18 elever i undersøgelsen har et fritidsjob. Det giver dem ”penge på lommen”, fx til sociale aktiviteter, mad med venner, tøj og gaver. Flere peger på, at de dermed også aflaster deres forældre økonomisk.

Lagkage

Et pres fra andre forældre

Forældrene i undersøgelsen accepterer som udgangspunkt, at der kan være udgifter forbundet med deres barns skoleliv. De fortæller, at udfordringen sjældent er den enkelte udgift, men summen af mange udgifter, hvoraf nogle kommer uforudset. 

Forældrene giver også udtryk for, at de strækker sig langt for at sikre, at deres børn kan deltage på lige fod med klassekammeraterne, fx ved at nedprioritere andre udgifter, låne penge eller søge støtte. Men der er også situationer, hvor det ender med, at en elev ikke deltager, fordi forældrene ikke ønsker, at deres barn møder op til en aktivitet, hvis de ikke har mulighed for at betale.

”I hvert fald i indskolingen og på mellemtrinet har der været meget med, at det jo helst skal være lige så flot og lige så stort som de andre – eksempelvis til fødselsdag. Det er bare ikke alle, der kan det, og det er ikke supersjovt at være forældre i den situation,” fortæller en forælder til en pige i 7. klasse. 

Flere af de økonomisk udfordrede forældre peger på, at en del af forventningspresset kommer fra de andre forældre: 

”Jamen, dem der sidder og styrer klassekassen, de har lidt høje krav. De vil gerne have penge ind på den konto hver måned. Det er mest forældrene, der har høje forventninger, det vil jeg sige,” fortæller en forælder til en dreng i 9. klasse.

Økonomiske problemer er tabu

Eleverne giver generelt udtryk for, at de betragter familiens økonomi som et privat anliggende. De holder sig tilbage med at dele deres situation med både klassekammerater og lærere. Blandt andet fordi de ikke ønsker, at det skal farve andres syn på dem og deres familie. 

”Der er mange der synes, at det er synd, fordi min mor er førtidspensionist, enlig mor og fordi jeg har en søskende med et handicap. Så bliver de meget sådan ”nåårh”-agtigt og det kan godt være lidt nederen, for mit liv er ikke dårligt, og det er ikke trist,” siger en pige i 7. klasse.  

Også forældrene beskriver familiens økonomi som noget privat, som de kun sjældent deler med andre. Flere fortæller, at de ikke ønsker at blive udstillet eller stemplet som en familie med økonomiske problemer, og derfor går de ofte stille med dørene. De er generelt bevidste om, hvordan de fremstår over for de andre forældre, og kan derfor have svært ved at sige fra over for udgifter eller bidrage mindre end andre. 

Sådan er undersøgelsen gennemført

”Egenbetaling i folkeskolen” er en kvalitativ undersøgelse gennemført af Maple for Egmonts Fondssekretariat. 

Elevindsigter og -anbefalinger i undersøgelsen bygger på tre fokusgruppeinterview á cirka to timer med i alt 18 elever, der går i 7.-9. klasse, og hvis familier lever med en disponibel indkomst på under 50 pct. af medianindkomsten. I 12 ud af de 18 deltagende familier er forælderen enlig. 13 af eleverne er piger, fem er drenge.

Desuden er der gennemført individuelle telefon- og onlineinterview med 13 af de unges forældre samt 12 (klasse)lærere. 

Undersøgelsen fokuserer på, hvordan eleverne selv, deres forældre og klasselærere håndterer situationer med egenbetaling, og hvilken betydning det har for elevernes deltagelse i klassefællesskabet. 

Maple har analyseret elevernes udsagn og anbefalinger og formuleret et bud på undersøgelsens indsigter og anbefalinger. Disse er efterfølgende blevet drøftet og kvalificeret med 10 af eleverne i opfølgende fokusgrupper. 

Der er stor variation i den sociale sammensætning på de skoler og klasser, de interviewede elever beskriver. Der er således interviewet elever fra klasser, hvor størstedelen af eleverne kommer fra økonomisk velstillede familier, fra klasser med en blandet socioøkonomisk sammensætning samt fra klasser, hvor mange kommer fra familier med en trængt økonomi.

Alle elev- og forældreinterview er gennemført i maj-juni 2026. De opfølgende fokusgruppeinterview samt lærerinterview er gennemført i juni-august 2026. 

Citaterne fra undersøgelsen er anonymiserede. Enkelte af citaterne er forkortet og sprogligt bearbejdet til brug i denne artikel.

Undersøgelsen er udviklet i samarbejde med en følgegruppe med repræsentanter for Danske Skoleelever, Danmarks Lærerforening, Kommunernes Landsforening, Odense Kommune, Red Barnet, Skolelederforeningen samt Skole og Forældre.