
Børnenes fem anbefalinger
I forlængelse af undersøgelsen "En barndom med få penge", er alle de interviewede børn blevet spurgt, om de har gode råd eller anbefalinger til, hvordan man kan hjælpe børn i samme situation som dem selv. Ud fra svarene har SUS – Socialt Udviklingscenter formuleret fem punkter, hvor børnene i særlig grad efterlyser en hjælpende hånd fra ”dem, der bestemmer”.

Lad være med at sætte os i situationer, hvor det indirekte forventes, at vi trækker på ressourcer, som vi ikke har. Det kan fx være en cykel, et rejsekort eller en forælder med bil.

Sæt fælles rammer for gaveniveauet, så vi alle kan komme med til fødselsdage – uden at føle os presset over at skulle ”ruinere” vores forældre eller skamme os over, hvad vi giver.

Hjælp os til at få et fritidsjob. Det giver os bedre råd til at være med i fællesskabet, men letter også et pres, fordi vi ikke hele tiden skal spørge vores forældre om penge til fx tøj, oplevelser og gaver.

Giv os økonomisk mulighed for oplevelser, som bryder med hverdagen og skaber gode minder. Det kan være alt fra en tur i biografen, cirkus eller badeland til større udflugter eller ferier.

Begræns omfanget af de ting i skolen, vi selv skal betale for, og sørg for, at der bliver taget hensyn til dem, der ikke har råd. Fx til betaling til klassekassen, lommepenge til ture, transport e.l.
De interviewede børn har ikke efterfølgende haft mulighed for at godkende de fem anbefalinger. Formuleringerne er således SUS’ fortolkning af børnenes udsagn.