
AI gør hverdagen smartere hos Royal Design Group
AI er allerede en fast del af hverdagen hos Royal Design Group. I indkøbsafdelingen mærker teamet tydeligt, hvordan Egmonts interne AI-værktøjer både effektiviserer arbejdsgangene, og hvordan et særskilt AI-indkøbsværktøj er med til at sikre, at de har de rigtige produkter på lager på det rette tidspunkt.
AI-værktøjet fungerer som en intelligent indkøbsassistent, der rådgiver om, hvilke varer der skal købes ind, hvornår det skal ske, og i hvilke mængder. Løsningen er baseret på Royal Design Groups historiske salgsdata og deres kunders købsmønstre, hvilket gør det muligt at optimere lagerbeholdningen markant. På den måde undgår virksomheden både overskudslager og udsolgte varer - og sikrer samtidig, at kunderne næsten altid finder netop de produkter på hylderne, som de efterspørger.
“Det største resultat, der er kommet ud af, at vi har implementeret AI-indkøbsværktøjet, er at vi er langt mere effektive, og vi er langt mere præcise i det, vi køber ind. For vores kunder gør det også en stor forskel, fordi nu har vi det på lager, de er på udkig efter i rette tid. Det er en af de vigtigste ting, når vi skal have de besøgende på hjemmesiden til rent faktisk at købe noget,” siger Sander Gjøls-Andersen, indkøbschef (CPO) hos Royal Design Group.
AI-værktøjet er udviklet af Egmonts E-commerce Data Platform Team (EDP), hvor informationer om enkelte handler kan hjælpe virksomhederne med at forbedre aktiviteter som indkøb og optimering af salg. Succesen hos Royal Design Group betyder, at der allerede er gang i videreudviklingen af AI-værktøjet, så det kan skabe endnu større værdi på tværs af Egmont.
“Visionen for AI-værktøjet fremadrettet er at bevæge os væk fra den traditionelle måde at bruge tabeller i Excel på, hvor man let kan drukne i mængden af data og kolonner. I stedet vil vi hen imod noget, der minder mere om en samtale, hvor vi skaber et lag, så din chatbot - Claude, ChatGPT eller noget helt tredje - kan hjælpe dig med at tale med dine data,” siger Matteo Molteni, Data Scientist og Data Engineer i Egmonts E-commerce Data Platform Team (EDP).