Filmskat genskabes digitalt
Tove Jystrup restaurerer gamle film fra Nordisk Films skatkammer. Med et hold af fagfolk gennemgår hun filmene billede for billede og overspiller dem til filmrulle, så de igen er klar til biografens mørke.
1
Det originale negativ bliver sat i scanneren, og scannet ind på en harddisk. Gamle film taber ofte farve, når de ligger opbevaret i lang tid. Derfor skal de først og fremmest colourgrades (farvesættes). Anders Bloch-Rose, colorist, colourgrader hvert eneste klip i en film. Hvis en film har 1000 klip, skal den film grades 1000 gange. Det tager cirka en uge i scannerrummet, før filmen er færdig.
”Det Anders gør er faktisk at lave hele lyssætningen forfra, en nytolkning af filmen. Men hvis filmens instruktør eller instruktørassistent lever, så beder vi dem om at sidde med, så vi er tro over for den originale stil,” fortæller Tove Jystrup, koordinator af restaurationsprocessen.
2
Mens filmnegativet bliver colourgraded, tager Tove lydnegativet med til tonemester Steen Rønne. Han retter lyden til, så for eksempel baggrundsstøj bliver mindsket, og overgangen fra klip til klip bliver glat. Samlingen af to klip på de gamle film giver for eksempel høje knald på lydsporet og den lyd kan Steen reducere.
3
Tove Jystrup ser hele filmen igennem for ridser, skader og overkørselsmærker. I ”Smoke”-rummet sørger Tobias Bach Hansen, junior composit operator, for at rette skaderne i filmen. Det kan være en langsommelig proces, da han med sin pen skal rette hvert eneste enkeltbillede i filmen hver for sig. En film har 25 enkeltbilleder i sekundet.
”Vi gør meget ved filmene, men vi vil ikke fjerne oplevelsen. Vi fjerner det, vi ikke kan leve med. I gamle dage kunne man leve med et rystende kamera og pletter på filmen, men vi bliver i dag nødt til at gøre noget ved det for at kunne sælge det kommercielt,” fortæller Tove Jystrup. Når filmen er restaureret færdig, bliver lyden tilpasset og spillet over på et HDSR-bånd, som er det højst opløselige båndformat. Derfra kan filmen digitaliseres og overspilles til filmrulle, hvis den skal køres i biografen. Originalnegativet og lydnegativet gemmes i arkivet til fremtidige generationer.
Tove overværer hele processen fra filmen scannes ind, til den færdigrestaureret lægges på HDSR-bånd. Det er nemlig vigtigt, at man er flere om arbejdet. ”Vi skal være to sæt øjne, det er et samarbejde. For hvis du blinker, så kan fejlen suse forbi,” fortæller Tove Jystrup.
4
Det restaurationsprojekt, jeg er allermest stolt af, er filmen Qivitoq, som jeg lige har færdigrestaureret. Jeg har blandt andet rekonstrueret forteksterne ud fra stumper og stykker, jeg har opsporet rundt omkring,” fortæller Tove Jystrup.
Qivitoq er det Oscar-nominerede drama om udstedsbestyreren Jens og den unge lærerinde Eva, hvis kærlighed bliver sat på prøve af det barske grønlandske landskab. Nordisk Film får ugentligt henvendelser fra folk, der er interesserede i at se filmen.
5
”Det der er så fantastisk ved film er, at man kan hente et negativ fra 1930erne, sætte det på og så står det, som om det var nyt. På lang sigt, så er det altså film der holder. Det ved vi jo ikke med de digitale kopier. De holder måske kun i 5 år på grund af den voldsomme udvikling,” mener Tove Jystrup.
Det originale negativ bliver sat i scanneren, og scannet ind på en harddisk. Gamle film taber ofte farve, når de ligger opbevaret i lang tid. Derfor skal de først og fremmest colourgrades (farvesættes). Anders Bloch-Rose, colorist, colourgrader hvert eneste klip i en film. Hvis en film har 1000 klip, skal den film grades 1000 gange. Det tager cirka en uge i scannerrummet, før filmen er færdig.
”Det Anders gør er faktisk at lave hele lyssætningen forfra, en nytolkning af filmen. Men hvis filmens instruktør eller instruktørassistent lever, så beder vi dem om at sidde med, så vi er tro over for den originale stil,” fortæller Tove Jystrup, koordinator af restaurationsprocessen.
2
Mens filmnegativet bliver colourgraded, tager Tove lydnegativet med til tonemester Steen Rønne. Han retter lyden til, så for eksempel baggrundsstøj bliver mindsket, og overgangen fra klip til klip bliver glat. Samlingen af to klip på de gamle film giver for eksempel høje knald på lydsporet og den lyd kan Steen reducere.
3
Tove Jystrup ser hele filmen igennem for ridser, skader og overkørselsmærker. I ”Smoke”-rummet sørger Tobias Bach Hansen, junior composit operator, for at rette skaderne i filmen. Det kan være en langsommelig proces, da han med sin pen skal rette hvert eneste enkeltbillede i filmen hver for sig. En film har 25 enkeltbilleder i sekundet.
”Vi gør meget ved filmene, men vi vil ikke fjerne oplevelsen. Vi fjerner det, vi ikke kan leve med. I gamle dage kunne man leve med et rystende kamera og pletter på filmen, men vi bliver i dag nødt til at gøre noget ved det for at kunne sælge det kommercielt,” fortæller Tove Jystrup. Når filmen er restaureret færdig, bliver lyden tilpasset og spillet over på et HDSR-bånd, som er det højst opløselige båndformat. Derfra kan filmen digitaliseres og overspilles til filmrulle, hvis den skal køres i biografen. Originalnegativet og lydnegativet gemmes i arkivet til fremtidige generationer.
Tove overværer hele processen fra filmen scannes ind, til den færdigrestaureret lægges på HDSR-bånd. Det er nemlig vigtigt, at man er flere om arbejdet. ”Vi skal være to sæt øjne, det er et samarbejde. For hvis du blinker, så kan fejlen suse forbi,” fortæller Tove Jystrup.
4
Det restaurationsprojekt, jeg er allermest stolt af, er filmen Qivitoq, som jeg lige har færdigrestaureret. Jeg har blandt andet rekonstrueret forteksterne ud fra stumper og stykker, jeg har opsporet rundt omkring,” fortæller Tove Jystrup.
Qivitoq er det Oscar-nominerede drama om udstedsbestyreren Jens og den unge lærerinde Eva, hvis kærlighed bliver sat på prøve af det barske grønlandske landskab. Nordisk Film får ugentligt henvendelser fra folk, der er interesserede i at se filmen.
5
”Det der er så fantastisk ved film er, at man kan hente et negativ fra 1930erne, sætte det på og så står det, som om det var nyt. På lang sigt, så er det altså film der holder. Det ved vi jo ikke med de digitale kopier. De holder måske kun i 5 år på grund af den voldsomme udvikling,” mener Tove Jystrup.
Januar 2010
