Egmont skal udforske og gennemføre nye satsninger
Egmont skal lave ny forretning ud over de eksisterende divisioner – en del af den digitale satsning er derfor at finde nye koncepter, som man ikke nødvendigvis kan placere i de eksisterende divisioner.
Egmont skal udforske og udvikle nye satsninger. Denne virksomhed vil blive drevet fra de digitale centre i Norge og Danmark, som har til opgave at udforske nye forretningssatsninger, sætte mere kraft bag processen og tiltrække eksterne forretningspartnere.
Mange nye digitale initiativer er ikke skræddersyet til Egmonts organisationsdiagram og går i sagens natur på tværs af organisatoriske skel. De digitale centres styrke er, at de netop er oprettet, så de kan løfte nogle af de opgaver, der går på tværs af divisioner eller endda falder mellem to divisioner. Ved at fungere som digitalt kompetencecenter der arbejder på tværs af koncernen, gøres Egmonts forskellige virksomheder stærkere, end de ville være hver for sig.
Udforskningen af nye forretningsmuligheder er en vedvarende proces, og det digitale board er nu i gang med at evaluere potentielle nye forretningsområder, men der ligger endnu ikke konkrete resultater.