Logo

 

Scener fra Zentropa

 

Zentropa er klassens frække dreng med hang til provokationer, et udpræget talent for selviscenesættelse og en uortodoks ledelsesstil personificeret i direktør Peter Aalbæk Jensen. Hardcopy tegner et fragmenteret portræt.

Scene 1 - Hollywood i Avedøre
Stedet er en nedlagt kaserne i Avedøre – en forstad i Københavns sydlige udkant, der mest er kendt for sit kraftværk. Den tidligere kaserne med små og store bygninger fra forskellige tidsaldre er nu omdannet til Filmbyen, hvor Zentropa og andre selskaber med tilknytning til filmbranchen holder til.

Der er absolut intet glamour over Danmarks Hollywood på sådan en grå vinterdag. Hovedkvarteret for Skandinaviens største filmproduktionsselskab finder vi i en anonym bygning uden skilt.

Scene 2 - Pool og pissenisser

Zentropas direktør Peter Aalbæk Jensen viser rundt i Filmbyen iført rød dynejakke og et krus automatkaffe.”Det er vores kombinerede swimmingpool og bassin til undervandsoptagelser,” siger han og peger på den overdækkede pool ved siden af receptionen.

”Den er ikke opvarmet, for Lars von Trier skal have et koldt bad hver dag. Jeg hopper kun i det kolde efter en tur i saunaen.” Direktørens forkærlighed for nøgenbadning har gennem tiden sikret en del presseomtale. Det samme har den lille gruppe havenisser på græsplænen over for.

”Pissenisserne” blev i sin tid brugt som pissoir. ”Vi fik dem foræret af et stort amerikansk selskab, og dengang havde vi ikke så mange toiletter herude. Så kunne vi lige så godt pisse på storkapitalen,” siger Aalbæk.

Det vidste skuespilleren Catherine Deneuve ikke noget om, da hun under optagelserne til ”Dancer in the Dark” angiveligt opdagede, at en af de kære nisser var væltet og gik hen for at rejse den op. Endnu en gang var presseomtalen sikret.

Scene 3 - Kreativ camping
Vi fortsætter ind i hyttebyen med 10 klassiske campinghytter. ”Her kan de kreative sidde hver for sig i fred og ro,” siger Aalbæk med henvisning til de manuskriptforfattere og instruktører, der jævnligt arbejder for Zentropa. Mange af Zentropas medarbejdere er freelancere, mens der er mellem 80 og 100 fastansatte.

En del af dem er startet som ”småtter” – selskabets treårige uddannelsesforløb, der giver en bred introduktion til filmproduktion. ”Efter tre år smider vi dem ud, men nogle af dem vender jo tilbage. Mange af vores ledere har vi kendt, fra de var nogle unge, halvstuderede røvere.”

Scene 4 - Kampvogn mod konkurrenter
Midt på en stor plads står en udrangeret kampvogn på en forhøjning af beton. ”Det er vores elskede kampvogn. Tidligere pegede kanonen mod Nordisk Film i Valby, men nu har vi i stedet rettet den mod München, hvor vores store tyske konkurrenter ligger,” siger Aalbæk. Zentropa har de seneste år i stigende grad satset internationalt og etableret produktionsfaciliteter i Tyskland, Polen, Holland, Sverige, Frankrig og senest også i Norge. Salget af halvdelen af selskabet til Nordisk Film i 2008 skete især for at få kapital til et øget antal internationale produktioner.

”Vores internationale succes gav os efterhånden behov for så store budgetter, at vi ikke kunne løfte det selv. Tidligere var det jo kun Lars von Trier, der lavede store film i udlandet, men sådan er det ikke mere. Vi har for eksempel tre film med i hovedkonkurrencen ved årets Berlin Festival – en dansk, en svensk og en tysk. Det er der sgu’ aldrig noget filmselskab, der har haft før,” proklamerer Aalbæk stolt.

Scene 5 - Kommunistisk klippegang
For enden af klippegangen, som er udsmykket med store citater af formand Mao, ligger screeningsbiografen. Her vises de færdige film første gang for en udvalgt skare, inden de skal ud på markedet. Og markedsmulighederne er blevet øget efter ægteskabet med isbjørnen i Valby.

”Nordisk Film sælger og distribuerer vores film, og det er godt at have nogle købmænd at ’sparre’ med, så det hele ikke bliver alt for flagrende. De kunstneriske hoveder fylder så rigeligt herude,” siger Peter Aalbæk, der selv er kendt for at give den i rollen som filmkøbmand med smoking, cigar og store armbevægelser.

Marts, 2009
 
Fakta
Filmselskabet Zentropa er blevet en del af Egmont familien, efter Nordisk Film i februar 2007 købte halvdelen af selskabet.

Zentropa er et af Europas største produktionsselskaber og kendt for internationale succeser som Lars von Triers ”Breaking the Waves” og "Antichrist".

Egmont brands (udvalgte)

Egmont kontakter

Egmont kontakter

Egmont
Vognmagergade 11
1148 København K
Tlf: +45 33 30 55 50
CVR 75 27 20 14


Egmont Fonden
Støtte- og bevillingsadministrationen
Vognmagergade 9, 5. sal
1148 København K
Tlf +45 33 91 36 44


Kontakt os