Med passion som drivkraft
Jan Lehmanns karriere i Nordisk Film startede med et sommerferiejob som produktionsassistent i begyndelsen af 70’erne. Siden da har han arbejdet sig op i organisationen og er i dag chef i filmdistributionen. Passion er svaret på spørgsmålet om, hvordan man holder gejsten og stadig føler sig udfordret efter mange år i samme virksomhed.
Brænder for film
I 2006 fejrede Jan Lehmann 25 års jubilæum i Nordisk Film. Selv om det er mange år på den samme arbejdsplads, har Jan stort set aldrig overvejet at skifte job.
”Film er min hobby. Jeg kunne sagtens se fire film om dagen – hvis jeg havde tiden. Det at sælge film er ikke det samme som at sælge for eksempel kartofler. En kartoffel er altid det samme, men en film er noget nyt hver gang. Det er en lang proces med mange involverede, og det er vigtig, at det hele går op i en højere enhed. Når det lykkes, er det meget motiverende”, forklarer Jan Lehmann.
Fra sommerferiejob til chef
Karrieren i Nordisk Film startede i 1970 med et sommerferiejob som produktionsassistent på filmen ”Rend mig i Revolutionen”, som makkerparret Erik Balling og Henning Bahs stod bag.
Den næste produktion, Jan var med på, var ”Olsen Banden i Jylland”. Han stod blandt andet for at vække filmholdet og skuespillerne meget tidligt om morgenen og hente skuespilleren Poul Bundgaard, som hver nat blev fløjet i privatfly ind fra København, hvor han spillede teater om aftenen.
Da den daværende administrerende direktør, Ove Sevel, tilbød ham jobbet som pressechef for Nordisk Film takkede Jan Lehmann ”Ja”. Siden da er han blevet inden for denne gren af filmbranchen, først som PR-chef, siden marketingchef og i dag som Market Director i filmdistributionen med ansvar for filmenes liv i biografen og på DVD i Danmark.
”Omgivelserne omkring mig har skiftet løbende. Jeg har haft kontor midt i København i Palads Biografen, jeg har siddet på Halmtorvet og er nu tilbage i Valby, hvor jeg rigtig føler mig hjemme, for her startede jeg jo.”
Januar, 2009
Galleri
-
BILLEDSERIE: Karrieren i Nordisk Film startede i 1970 med et sommerferiejob som produktionsassistent på filmen ”Rend mig i Revolutionen”.
-
"Film er min hobby. Jeg kunne sagtens se fire film om dagen – hvis jeg havde tiden. Det at sælge film er ikke det samme som at sælge for eksempel kartofler. En kartoffel er altid det samme, men en film er noget nyt hver gang."