Fra Thailand og Island
Islandske Gudmundur og thailandske Joy startede i sommer på deres nye arbejdsplads i Egmont Huset. Med sig i bagagen har de to ikke bare deres faglige kompetencer, men også deres kulturelle forskelle.
Har en islænding egentlig noget til fælles med en thailænder?
Gudmundur: ”Man kan vel sige, at vi er samlet om det fælles projekt – nemlig at lave et godt site. Og så tror jeg, vi har samme indstilling til arbejdet. Vi islændinge er kendt for at være et driftigt folk. Vi tror på, at alt er muligt og har en særlig ’yes’- kultur. Filosofien er, at man kan nå langt ved hårdt arbejde. Den samme mentalitet oplever jeg hos Joy. Ulempen for mig er til gengæld, at jeg nogle gange undervurderer, hvor lang tid det kan tage at udføre en arbejdsopgave.”
Hvad er så den største forskel?
Joy: ”I Danmark bliver man bedt om at sige sin ærlige mening – så jeg var meget stille i min første tid i Danmark. I mit land er det direkte uhøfligt at sige noget, der får andre til at miste ansigt. Da jeg endelig åbnede munden. sagde jeg i starten ja til ting, som jeg egentlig ikke mente. Det har derfor krævet en del tilvænning, at man ikke bare må men skal tage del i diskussionerne og beslutningerne”
Når man vælger at flytte til et nyt land for at arbejde - hvad er så vigtigt ud over selve jobbet?
Gudmundur: ”Der skal være en balance mellem arbejdsliv og fritidsliv – samtidig synes jeg, det er vigtigt, at man får nogle gode kolleger”
Joy: ”For mig har det også været vigtigt, at der er rart at være i Egmont og i København. Menneskene her er positive, og livet føles behageligt. Og så er der en dejlig uformel stemning i huset”.
Efter flytningen til København har begge købt en cykel og bruger den som transportmiddel. Noget, der har krævet en del tilvænning.
”Mine venner i Thailand syntes, det var synd for mig, at jeg åbenbart er blevet så fattig, at jeg er nødt til at nøjes med en cykel. Men her er det jo den eneste rigtige måde at komme frem,” forklarer Joy, der måtte lære sig at cykle, da hun flyttede til Danmark. ”Det er jo lidt farligt, for der er så mange cykler på vejene. Faktisk er jeg væltet flere gange!”, siger hun med et smil.
August, 2009
Galleri
-
Christian Jensen med Gudmundur fra Island og Joy fra Thailand fra sit team, der udvikler et website til unges "mobile memories".
-
Joy: ”For mig har det været vigtigt, at der er rart at være i Egmont og i København. Menneskene her er positive, og livet føles behageligt. Og så er der en dejlig uformel stemning i huset”.